FINDE NØGLEN

Stort set alt det, som jeg skriver om, handler om den energimæssige dimension af os og af verden. Men jeg oplever, at folk ofte læser, hvad jeg skriver og står tilbage med en følelse af ..og hvad så?

Når vi står i vores gamle eller nuværende livsperspektiv og skal anskue den energimæssige dimension, så kan vi ikke se den. Vi bliver nødt til at rejse ind i den, og derefter kan vi opleve den. Men, hvordan rejser vi så ind i den?

Lad os først tale om, hvordan den energimæssige dimension af mennesker ser ud. Forestil dig rytterspøgelserne og Hovedløse Nick i Harry Potter filmene. Dette grå/hvide og gennemsigtigt materiale, som spøgelserne er visualiseret med, kan man sige forestiller vores energilegeme uden den fysiske krop.

Tænk så over alle de talemåder, som findes. Vi kender udtrykkene ’at blive blød i knæene’, ’at stå fast’, ’at ranke ryggen’, ’at stå med oprejst pande’, ’at have sommerfugle i maven’ osv. Man kan sige, at alle disse udtryk er en måde at italesætte den energimæssige dimension af os eller vores energilegeme. (Energidimensionen og energilegemet er det samme og indeholder desuden sjælen).

Fordi vi er ved at opnå bevidsthed om energierne, betyder det ikke, at de pludselig eksisterer. Vi har hele tiden været et energilegeme i en fysisk krop, vi har bare ikke været bevidst om det.

Med Harry Potter fremstillingen af spøgelserne, kan man sige, at vores energikrop er synliggjort. Med alle talemåderne kan man sige, at vores energiaktivitet er italesat. Men nøglen til at rejse ind i den energimæssige dimension er – AT MÆRKE ENERGIENE. Det vil sige, at når du mærker sommerfugle i maven, mærker du energier. Når du står fast på noget, så holder du fast i din energi. Når du ranker ryggen, så holder du din energi stolt.

Alle kender derfor til deres energier og forholder sig til dem hele tiden. En del af energierne er nemlig vores følelser og humør, og disse er jo hele tiden med os. Og alle ved jo, at både følelser, humør, stemning, udstråling og lignende udtryk er VIRKELIGE, selvom de ikke umiddelbart eksisterer i en fysisk form. Men de har en form. Formen er bare usynlig, ligesom spøgelserne er for de fleste mennesker, fordi formen er energi.

Nøglen til at rejse ind i den energimæssige dimension af dig selv og verden er derfor at begynde at mærke og bevidstgøre alt det usynlige – men samtidigt virkelige, som findes i dig og verden. Når du starter på den rejse, vil du have brug for et sprog, for alt det du møder. Det har jeg prøvet af skabe i mine bøger og film, fordi jeg selv både er i stand til at mærke energierne, mærke forskel på dem og mærke deres tilstande og flow.

Så, når vi og jorden hæves til højere vibrerende energi, vil dette ikke udmønte sig i, at vi alle sætter os i en rundkreds med foldede hænder og chanter kærlighedsrytmer. Det kan vi gøre, når vi kommer tilbage til himlen efter dette liv. I dette liv er vi rejst ned i jordens skole, og hernede skal vi lære at mærke meget kraftige følelser, vi skal lære at håndtere konflikter og vi skal lære meget mere. Faktisk har vi rigtig travlt, for at inkarnere på dette tidspunkt i jordens historie, er et tidspunkt, som indeholder mange arbejdsopgaver og dermed stort læringspotentiale i livets skole. Og en del af dette læringspotentiale består i at finde nøglen til sjælen og energilegemet.

Vores sande og autentiske jeg er vores sjæl. Vores personlighed er den overfrakke vi har taget på i dette liv. At finde nøglen til sjælen, går igennem alle de energier, som vores personlighedsfrakke er lavet af 🤍

Lukket for kommentarer.